Jul 2023

Så blev det atter jul i Føniks. I år var der tilmeldt 41, hvilket er rekord. Desværre måtte 2 melde afbud. Så den 13. december mødte glade forventningsfulde julenisser op til årets træf.

Først tog vi tag med en gang julebowling og det gik godt for mange og mindre godt for de få og resultaterne blev gemt til senere.

I festlokalet var der dækket op med en dejlig buffet og så var vi i gang. Vanen tro startede vi med at fylde vore glas og formanden bød velkommen.

Fadølsanlægget virkede næsten hele tiden. Gik tomt, men så kom der frisk forsyning – uden for meget skum.

Vi sang de vanlige sange med de stemmer, som vi nu engang er udstyret med. Det lød da meget godt, hvis vi selv skal sige det. Lotteriet gik også godt. Der var flotte præmier til de heldige vindere. Det er ikke noget problem at få solgt lodder, nærmere lidt kamp om at få de sidste, for man ved jo aldrig om det er vinderloddet.

Som noget nyt skulle vi alle have en gave med. Fordelingen af disse skete ved at den bedste julebowler valgte en pakke først og sådan fortsatte det til den sidste bowler – som ikke havde den bedste dag på sættet – fik sækkens sidste pakke. Det var en fair fordeling og også morsomt.

Ellers gik alle friske til buffeten, som bød på traditionel julemad og som smagte dejligt. Desværre med alt for meget mad i overskud. Ærgerligt.

Vanen tro sad – som altid – ”oprydningsholdet” og fedtede med de sidste sjatter og havde ikke travlt med at komme afsted. Endnu en dejlig julefrokost var slut og vi siger mange tak til festudvalget for det flotte arbejde de havde lavet.