Sverige 2016: Fredag (20.5.) drog 6 damer og 10 herrer fra Føniks til Sverige for at spille endnu en kamp mod vore svenske venner. Det blev som altid en dejlig dag og ganske fornøjelig. Vi fik god mad og godt selskab og så VANDT vi denne gang. Se resultater her og video her

I 4 biler ankom vi til Löddeköpinge parat til at spille vinderkampen. Et herligt gensyn og så i gang med kampen. Efter 2 gange at have tabt var det nok også vores tur til at vinde.

Føniks vandt med 177 kegler. Vi lå meget tæt det meste af tiden. Det første hold der spillede vandt med kun 10 kegler – så det blev op til det andet hold at vinde. Gillhög har mange rigtig gode spillere, så der blev kamp om alle keglerne.

Niels Jørgen, Føniks bedste spiller, vandt med 590 kegler mod sin modspiller Kall som fik 548 og Gillhögs bedste spiller. Det blev til mange gode serier på begge sider. Men resultatet endte i vores favør. Til lykke med det.

Hugo fortalte, at de nok måtte i træningslejr til næste gang for de ville gerne vinde igen. …………… og hvem vil ikke det. Det er dejligt at vinde, men også godt at være i samme fællesskab. Dog bliver hjemturen da altid mere sjov, når man har vundet. Nu har Danmark vundet 3 gange mod Sveriges 2.

Vi fik en dejlig frokost med salat, ris, kylling i karry og hjemmebagt brød samt kaffe/the og kage. Det smagte dejligt og vi var da nogle stykker, som gik mere end en gang. Til maden fik vi vin, øl og vand. Ren luksus.

Vi fik ligesom sidste år underholdning med guitar og sang. Svenskerne kan bare det der. Vi har noget at leve op til, når de kommer til efteråret. Så vi må i tænkeboks. Flere fik prøvet deres svenske gloser af og der blev mange gode grin fra vi kom til vi tog af sted igen. Det er tydeligt at alle kender hinanden bedre og de få nye, der kommer til hver gang, falder utroligt godt ind i fællesskabet.
Så glade i låget er vi fortrøstningsfulde til kampen i efteråret. Endnu et godt besøg i det svenske er slut.

På bestyrelsens vegne

Inge-Lise